følgende af familen Videbjerg gik på Jyderup Realskole
Peter Videbjerg III M 19391
Karen Videbjerg Realeksamen 19462 - ses som lærerinde på skolen
Karen Videbjerg, har bestået husholdnings lærerindeeksamen på Den Suhrske Husmoderskoles lærerindeseminarium 19553
Jyderup kirkebog 1937-43 Opslag 133 nr. 12 Konfirmeret 30. september 1945
Karen giftede sig med Stefan Ohrt.
Fru Karen Ohrt underviste i Husgerning på Jyderup Realskole fra 1962/63-1968
1962 Ulandshjælpen
Følgende lærere forlader Jyderup Realskole juni 19684:
Hr. og Fru Børge Hjorth-Olsen, Hr. og Fru Møller, Fru Orth, Frk. Hanne Gissemann

1943 ses Pirkko From, Købmand Videbjerg, Jyderup5

Marianne Ohrt 1963/649


1957 juli; Opfindelse med store muligheder
En "Selvklipper" for herre
Herreekviperingshandler Stefan Ohrt, Jyderup, der sammen med sin svigermor, Fru Videbjerg, der driver den kendte forretning på Nyvej, vil i den kommende tid oprette et "Engros salg" af en epokegørende opfindelse.
Det drejer sig om en "Selvklipper", der er opfundet af Stefan Ohrts far, sognepræst, pastor A. Ohrt, Helsinge. Med selvklipper skal man ikke tænke på en klippemaskine for græsplæner! Det drejer sig om en lille håndmaskine, hvormed enhver mand kan klippe sig selv. Opfindelsen blev gjort ved, at præsten studerede, hvordan en frisør bødede på en skæv klipning med en barberkniv. Pastor Ohrt prøvede at anbringe et barberblad på sin redekam og gjorde hermed sine første forsøg, der senere blev mere videnskabelige. Præsten eksperimenterede med forskellige stoffer, til han fandt frem til det ideelle, nemlig en Messing dobbeltkam med indbygget barberblad.
Pastor Ohrt har fået patent i Danmark og Norge, men den forretningsmæssige side af sagen har han fuldstændigt overladt til sin søn i Jyderup.
Stefan Ohrt har fået henvendelse fra mange sider angående køb eller videresalg af den usædvanlige og måske epokegørende opfindelse. det er nu meningen at få den ud på verdensmarkedet6

1957 sep.; Tyv med farvesans
Hos manufakturhandler Videbjerg, Jyderup, har en tyv i nat brudt et udhængsskab op ved at ødelægge rammen og af de udstillede varer taget et sæt af de bedste, hvide Kansas arbejdstøj samt et par røde fodboldbenklæder. Tyveriet er meldt til kriminalpolitiet i Holbæk7

1958 januar; Tyvene "åbnede" udsalget
Indbrud i Jyderup og Buerup. Steder med stort udbytte
En eller flere tyve har været lidt for tidligt ude på at "åbne" udsalget i fru Videbjergs herreekvipering i Jyderup. Det var averteret, at udsalget skulle åbne kl. 8, men dette tidspunkt har ikke huet tyvene. I nat er et vindue opbrudt mod gården, og videre er skaffet afgang fra baglokalet, selv om døren var låst med Yalelås.
Herefter har tyvene forsynet sig rigeligt. De har ikke kunnet stå for de fristende tilbud i striktrøjer, Duvetinejakker, hatte, huer, handsker m.m. Hvor meget, der er stjålet, er vanskeligt at overse, da der netop på grund af udsalget var tæt pakket med varer af alle slags. Muligvis er der også fjernet habitter, men i udsalgstravlheden kan det ikke lade sig gøre at tælle nøjagtig op før efter lukketid. (omtale af indbrud i Buerup udeladt)
Hverken i Jyderup eller Buerup har nogen set noget til tyvene. Måske er det de samme i begge byer. Fremgangsmåden kunne tyde på det, siger kriminalpolitiet i hhv. Holbæk og Slagelse, der arbejder med sagerne8

1963 november; 40 års forretningsjubilæum
Videbjerg's Herreekviperingsforretning, Nyvej, Jyderup har i dag 40 års jubilæum, og det er samtidig en forsinket festlig indvielse af nye lokaler efter den tredje og største af de udvidelser og moderniseringer, der har fundet sted i de 40 år. Jubilæet manifesteres på forskellig vis, bla. ved særlige jubilæumstilbud og gavekort til kunderne.
Den 1. november 1923 åbnede herreekviperingshandler Alfred Videbjerg forretningen under temmelig trange pladsforhold. Da en senere ombygning og udvidelse blev foretaget, flyttede hr. og fru Videbjerg ind i den tilstødende forretning, hvor nu manufakturhandler Mogens Ravnebjerg har virksomhed. Der var engang sparekassekontor i en del af ejendommen. Alfred Videbjerg var en dygtig, solid og fremsynet forretningsmand, og hans navn vandt ry og respekt i vid omkreds.
Næste udvidelse var lige så betydelig. I 1950 døde Alfred Videbjerg, men hans hustru, fru Martha Videbjerg, førte firmaet videre på dygtig og beundringsværdig måde. De mange gode traditioner i det velrenommerede firma blev videreført af svigersønnen, Stefan Ohrt, der er gift med fru Videbjers eneste datter, fru Karen Ohrt, og som indtrådte som fru Videbjers medarbejder for syv år siden. Stefan Ohrt er nu daglig leder og fru Videbjerg, der beboer første salen, kan tillade sig at nye et velfortjent otium, selvom interessen for firmaets ve og vel er det samme, og endnu tager fru Videbjerg del i handelen på travle dage.
Tredje - og foreløbig sidste - store udvidelse er for nogen tid siden tilendebragt. På en tilstødende grund er bygget, den tilbygning, der er blevet sammenbygget med den tidligere forretning, og resultatet er blevet overmåde smukt og imponerende. Udvidelsen har givet plads til et udvalg, der er 4-5 gange så stort som tidligere, ligesom der er flere store udstillingsvinduer, flere ekspeditionsdiske og overskuelige afdelinger for de forskellige slags varer I de nye, lyse og moderne omgivelser forener 40 års jubilaren det nye med gammel solid anseelse i Jyderups forretningsliv10

Stefan Ohrt ses ved Jyderup Realskoles Kollegium
1966 Vedtægterne blev vedtaget, og der blev valgt fire kommanditister:
Købmand Th. Olesen, "Den gamle Købmandsgård"
Fru Kirsten Hallager, Holbækvej
Gårdejer Richard Petersen, "Teglværksgården" og
Herreekviperingshandler Stefan Ohrt, Nyvej.
De valgte kommanditister indgår nu i samarbejde med de tre medlemmer af aktieselskabet:
Gårdejer Gunner Jensen, "Høedgården" (formand)
Sognerådsformand Poul Rasmussen, "Skovgården" og
Skolebestyrer Willy G. Hebin, Jyderup Realskole, således at disse tilsammen syv valgte danner bestyrelse14

Alfred Videbjergs forretning
Alfred Videbjergs forretning

1977, Videbjergs udvidelse
Ved en reception marts 1977 præsenterede herreekviperingshandler Stefan Ohrt og Karen Ohrt, det fine resultat der er kommet ud af den tredje og sidste udvidelse, nu også med facade mod Jyderup centret, hvor der ud for indgangen er anlagt et såkaldt "butikstorv"
I alt er der nu i den store forretning 325 kvm. salgslokale, og lager, deraf 50 kvm. på 1. sal ud mod centeret (H.P. Folkmannsvej) er dr ungdomsafdeling med ung mode, navnlig cowboytøj for begge køn. Inventaret er holdt i stærk rød farve, med lys tæppebelægning på gulvene. Fra denne afdeling er der af de bred kundevenlig trappe, nedgang til kælderetagen, med prøveværelser, arbejdstøj, samt sanitære rum.
Prøveværelserne i såvel ungdomsafdelingen som i det nu udvidede oprindelig forretningslokale er indrettet ideelt og diskret. I hovedafdelingen er farverne douche grøn/brun. Overalt er dejlig tæppebelægning i farver, der matcher med inventaret.
Hyggen suppleres med indbydende stole til ventende kunder.
Det er godt 20 år siden, Stefan Ohrt overtog ledelsen af denne virksomhed, som blev oprettet af Ohrt's svigerfar og videreført af Martha Videbjerg, der stadig har sit hjem på 1. sal, mens hr. og fru Ohrt og ægteparret to døtre privat bor på Langåsen. Der er sket store ting under Stefan Ohrt's dygtige ledelse, bl.a. med væsentlig udvidelse i 1965. Allerede i 1971 blev søgt om tilladelse til ny udvidelse, men her kom byplanlægningen ind i billedet, og først i 1976 blev tilladelsen givet.
Der er nu plads til kæmpeopbud af varer i alle afdelinger, lige fra overtøj, habitter, skjorter m.v. til "den bløde" afdeling, og der er 5-6 om betjeningen, indbefatter deltidsansatte11

1980 okt.; Fru Videbjerg
Fru Martha Videbjerg, Amtsplejehjemmet, Jyderup, er død efter nogen tids svagelighed, men uden egentlig forudgående sygdom.
Fru Videbjerg, der blev 86 år, var gårdmandsdatter fra Grenå egnen og fik som ung en alsidig uddannelse. Ved giftermålet med daværende manufakturhandler, senere herreekviperingshandler, Alfred Videbjerg, fik fru Videbjerg sit hjem i Jyderup og kom til, at høre til byens kendte skikkelser. For sin mand var hun en dygtig støtte i forretningen, samtidig med, at være en lige så eminent husmor og værtinde. På alle måder var Martha Videbjerg et fint og elskeligt menneske, stilfærdigt af væsen og alligevel en personlighed, med hjerte for andre og med mange kulturelle interesser. I mange, mange tilfælde har hun uselvisk været med til at hjælpe medmennesker i nød, for eks. ved tøjindsamlinger, og har også personligt hjulpet, altid uden at "skilte" med sin godhed, tværtimod.
For 30 år siden havde fru Videbjerg den sorg, at miste sin mand. Forretningen videreføres af datteren og svigersønnen. Karen og Stefan Ohrt og det var en stor glæde for fru Videbjerg at følge hvordan virksomheden voksede og flere gange er blevet udvidet.
Indtil for ca. et par år siden boede hun vedblivende i hjemmet ovenover forretningen og var også i de første år efter sin mands død med i forretningen. Det smukke hjem værnede hun om med pietetsfølelse og havde tillige gode interesser at dyrke. På grund af svigtende helbred tog fru Videbjerg ophold på amtsplejehjemmet, og har var hun bl.a. med til terapiarbejdet, hvor hun fremstillede adskillige smukke ting og var desuden taknemlig for den gode omsorg, samt skønnede meget på kontakten med datteren, svigersønnen, børnebørnene og gode venner.
Fru Videbjerg efterlader foruden de nævnte også sønnen Peter Videbjerg, der er bosat i USA12

1965 april; Da Grækenlands dronning fik træsko i Jyderup!
en læser gør os opmærksom på, at en meget væsentlig oplysning ikke var kommet med ved omtalen af træskomager Chr. Andersen 70 årsdag, nemlig at Chr. Andersen faktisk er kongelig hofleverandør!
Endda med et par træsko til den yngste prinsesse, Anne-Marie, som er blevet Hellernes dronning!
Forhistorien er den, at da fru Karen Orth, Jyderup, i sin tid som frk. Karen Videbjerg var ansat hos dronning Ingrid som barneplejerske for prinsesserne, fik hun omtalt, at der i Jyderup boede en hånd skomager, og straks ønskede prinsesse Anne-Marie at få et par for at være med på træsko moden. Chr. Andersen fik bestillingen og leverede træskoene.
- Hvem kan nu vide, siger vor meddeler, om ikke Grækenlands dronning en skønne dag sender en bestilling til sin leverandør i Jyderup for at få et par af de fine træsko til den lille kronprins eller kronprinsesse, der er i vente! 13

Kontantforretningen i Jyderup.
D. 1. nov. 1923 åbnede Alfred Videbjerg en herreekviperingsforretning på Skarridsøgade 43. Han kaldte den Kontantforretningen,
og under det navn eksisterede den i nogle år, indtil den flyttede rundt om hjørnet ind i en nyopført bygning, der var opført i forlængelse af den oprindelige. Herefter kom den til at hedde ”Engelsk Beklædnings Magasin v / A. Hvidebjerg”.
Alfred Hvidebjerg var f. i 1894 i Vildbjerg sogn ved Ringkøbing. Samme år, som han startede forretning i Jyderup, blev han gift med Martha, der også var f. i 1894 og stammede fra Djursland. Sammen fik de børnene Peter og Karen.
I 1950 døde Alfred Videbjerg, men hans enke valgte at få sig et næringsbevis og fortsætte forretningen. Det var en velrenommeret en af slagsen, som han efterlod, og Martha Videbjerg videreførte den på bedste vis.
I 1956 fik fru Videbjerg hjælp af Stefan Ohrt, gift med datteren Karen. Han blev snart daglig leder, og sammen med sin svigermor drev han forretningen videre. I 1965 blev den udvidet og igen i 1977, hvorved salgslokale samt lager blev på 325 kvadratmeter. På 1. sal ud mod Centret og H. P. Folkmannsvej blev der indrettet en afdeling med ung mode, og i kælderetagen blev der plads til arbejdstøj og prøveværelser.

Martha Videbjerg gav stadig en hånd med i forretningen, efter at datter og svigersøn tog over. Hun havde lejlighed på 1. sal og boede dér til ca. 1978, hvor hun flyttede ind på Amtsplejehjemmet. Her døde hun i 1980.
Forretningslokalerne på Skarridsøgade 43 blev efter flytningen overtaget af Aksel Ravnebjerg. Han var f. 1879 og stammede fra Hvidovre - hans hustru, Jenny Augusta, var f. 1880 i Allerød. De var blevet gift i 1906 og fik sammen sønnerne Mogens (f. 1910) og Per (f. 1915).
Aksel Ravnebjerg var manufakturhandler og fortsatte Jyderup Kontantforretning. Det hed forretningen på hjørnet af Skarridsøgade og Nyvej således i Kraks Vejviser i 1932 samt i 1937. Det navn anvendte sønnen Mogens også, da han en del år senere overtog den.15


Kilder:
Kilde 1: Jyderup Realskoles årsberetning 1939
Kilde 2: Jyderup Realskoles årsberetning 1946
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 16. juni 1955, side 4
Kilde 4: Holbæk Amts Venstreblad, juni 1968, side 10
Kilde 5: Jyderup Realskoles årsberetning 1955
Kilde 6: Kalundborg Folkeblad 3. juli 1957, side 3; Opfindelse med store muligheder
Kilde 7: Kalundborg Folkeblad 28. sep. 1957, side 4; Tyv med farvesans
Kilde 8: Kalundborg Folkeblad 31. januar 1958, side 4; Tyvene "åbnede" udsalget
Kilde 9: Jyderup Realskoles årsberetning 1964
Kilde 10: Kalundborg Folkeblad 1. november 1963, side 3; 40 års forretningsjubilæum
Kilde 11: Kalundborg Folkeblad 30. marts 1977, side 6; Videbjergs udvidelse
Kilde 12: Kalundborg Folkeblad 14. okt. 1980, side 6; Fru Vidbjerg
Kilde 13: Kalundborg Folkeblad 10. april 1965, side 4; Da Grækenlands dronning fik træsko i Jyderup!
Kilde 14: Kalundborg Folkeblad 17. dec. 1966, side 3; Kommanditselskab stiftet ved Jyderup Kollegiet A/S
Kilde 15: Jyderup lokalarkivs facebook side 6. dec. 2020

Sidst rettet 8. december 2020
©Jyderup Realskole